Andet
Analyse: samarbejd med vidensinstitutioner og bliv mere produktiv En ny analyse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen viser, at medarbejdere i forsknings- og udviklingsaktive virksomheder, der samarbejder med vidensinstitutioner, er 9% mere produktive end andre. Endvidere viser analysen, at der er fordele ved at samarbejde med enten universiteter eller GTS-institutter (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter), men at den største produktivitet opnås ved samarbejde med begge.
Rapporten ”De økonomiske effekter af samarbejde mellem forskning og erhvervsliv”, viser endvidere at det godt kan betale sig for virksomheder at have højtuddannede og forskere ansat. Disse virksomheder har en markant højere effektivitet end andre. Produktiviteten pr. medarbejder for virksomheder, der arbejder med en forskere er omkring 40.000 kroner højere end arbejdsproduktiviteten i tilsvarende virksomheder. Dette svarer til ca. 7%.
Gevinsten ved at have en forsker eller at samarbejde er ca. 9% målt i merproduktivitet pr. medarbejder end sammenlignelige virksomheder uden denne ordning.
Denne udvikling glæder formanden for Rådet for Teknologi og Innovation, Lars Mikkelsgaard-Jensen, der ligeledes er adm. Direktør for IBM Denmark. Han håber at rapporten kan medføre at virksomheder får øjnene op for de muligheder, der ligger i at samarbejde med offentlige forskere samt ansætte højtuddannede.
Rapporten er baseret på mere end 20.000 danske virksomheder, der har forsket og udviklet i perioden 1997-2007.
Yderligere information For at læse hele rapporten tryk her
Yderligere spørgsmål kan rettes til formanden for Rådet for Teknologi og Innovation og administrerende direktør i IBM, Lars Mikkelgaard-Jensen via Kontorchef Thomas Alslev Christensen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, telefon 7231 8410, mobil 2089 7226,
Kommissionen kommer med nyt udspil i forhold til udenlands mobiltelefoni EU Kommissionen har i denne uge fremlagt et udspil, der skal sikre lavere mobilpriser for europæiske brugere, der rejser i udlandet. Dette udspil anses i ekspertkredse for at være banebrydende for de meget høje priser forbundet med brug af mobil og dertil hørende servicer i udlandet.
Det direkte bindende oplæg fra Kommissionen vil for første gang nogensinde indføre strukturelle ændringer til, hvordan konkurrencen kan fremmes på mobilområdet. Oplægget går kort fortalt ud på, at det fra den 1. juli 2014 vil være muligt for brugere at købe et ekstra abonnement udover ens eget, hvor man stadig kan bruge sit eget telefonnummer. Oplægget giver samtidig mobiludbydere mulighed for at benytte andre udbyderes netværk i udlandet. Hermed gøres der op med et monopol, der i lang tid har holdt priserne oppe.
Hvad betyder det for brugeren? I kroner og ører betyder det nye udspil store besparelser. Fremover vil priserne for at ringe op fra udlandet ikke måtte overstige 24 eurocent pr minut, maksimalt 10 cent pr minut for at tage imod en samtale, maksimalt 10 cent for at sende en sms og maksimalt 50 cent pr megabyte, hvis man ønsker at downloade eller browse på internettet.
Kommissær Neelie Kroos udtaler, at oplægget kommer til at tage fat i roden af problemet med mobiltelefoni – den manglende konkurrence. Det giver endvidere muligheden for nye udbydere at komme ind på markedet og sænke priserne endnu mere end hvad der er blevet lagt op til. Oplægget stemmer overens med EU Kommissionens digitale dagsorden for Europa, der lægger op til at roaming priser og nationale telefon tariffer skal være på samme niveau i 2015.
Yderligere information For at læse nærmere om udspillet læs Kommissionens pressemeddelelse ved at trykke her
For at læse nærmere om Kommissionens digitale dagsorden tryk her
Læs mere om EU's roaming initiativ ved at trykke her
Ny EU fond, der fokuserer på danske kompetencer skudt i gang EU Kommissionen har netop åbnet den nye EU energi-finansieringsfond EEE-F. Denne fond arbejder med at støtte energieffektiviseringen hos energiselskaberne i EU medlemslandene. Fonden retter sig primært mod energibesparelsesprojekter samt projekter, der fremmer vedvarende energi.
Der er i fonden ligeledes afsat penge til at støtte teknisk assistance og oplysningsaktiviteter. Denne hjælp retter sig mod det endelige projekt og skal ses som en investering fra fondens side, for at gøre den mere profitabel.
Fonden fokuserer primært på projekter, der passer indenfor disse kriterier: • Støtte til at indfri krav om energirenoveringer på mindst 3% i offentlige bygninger om året • Støtte til at indfri krav om energibesparelser på mindst 1,5% om året hos energiselskaber i EU.
Formålet med fonden, der bliver administreret af Deutsche Bank, er at støtte økonomisk rentable projekter, der på sigt kan give afkast til investorerne.
Fonden kan dog kun yde støtte i forhold til formidlingsdele, der ikke skal tilbagebetales til regionale eller nationale myndigheder, der står som administratorer af strukturfondene indenfor bæredygtig energi. Denne støtte kommer til at udgøre ca. 7,5 millioner kr. Derudover vil op til 150 millioner kroner gå til teknisk assistance, som det også kendes fra ELENA programmet, fx i form af konsulenter, der tilknyttes et projekt.
Den samlede pulje i fonden er i dag 265 millioner €, der svarer til næsten 2 milliarder danske kroner. Målet er at tiltrække private investeringsfonde, organisationer og private investorer og samlet opnå et kapital på omkring 800 millioner € eller 6 milliarder danske kroner.
Yderligere information For at læse mere om EEE-F tryk her
For at få mere at vide om ansøgningsprocessen står vi til rådighed her på kontoret. Kontakt os på norddanmark1@aalborg.be.
Derudover kan Deutsche Bank kontaktes, der administrerer fonden. Her er kontaktpersonen Silvia Kreibiehl. Hendes mail er silvia.kreibiehl@db.com
Det Frie Forskningsråds årsrapport 2010 udkommet Det Frie Forskningsråd har netop udgivet deres årsrapport for 2010, hvor de nye tiltag og aktiviteter for 2010 er beskrevet. Der er blandt andet beskrevet, hvad den nye forskningsrådslov har betydet samt en beskrivelse af det nye forskerkarriereprogram Sapere Aude.
Overordnet har året 2010 været skelsættende for Det Frie Forskningsråd. Der er i forbindelse med den nye forskningsrådslov ligeledes kommet et øget brug af ekstern bedømmelse samt en reduktion af antallet af rådsmedlemmer fra 88 til 75 fra starten af 2011. Derudover har rådet indført yderligere tiltag, der skal sikre en bedre tværfaglig behandling af ansøgere.
Rådet lancerede endvidere forskerkarriereprogrammet Sapere Aude. Dette program er pt. den største satsning i Rådets historie. I forbindelse med lanceringen blev i alt 69 forskere udpeget til at gennemføre postdoc-forløb eller lede egne forskergrupper.
Rapporten beskriver ligeledes en negativ udvikling, hvor faldende midler til fri forskning fik store konsekvenser for Rådet. Rapporten slår fast, at Rådet i 2010 fik mere end 3500 ansøgninger, men kun havde midler til at støtte 629 bevillinger. Dette giver en lav succesrate på ca. 13%. I alt bevilligede Rådet 1,3 milliarder kroner, som skal ses i forhold til de knap 10 milliarder kroner, der blev søgt om.
Yderligere information For at se hele årsrapporten tryk her
Træningsseminar om racisme i Balkan landene
Den ungarske NGO IDA afholder fra den 9.-15.10.2011 et ungdomsseminar, der fokuserer på racisme, diskrimination og dertil relaterede emner. Seminaret er åben for deltagelse for unge fra hele Europa, men vil primært fokusere på Balkan området. Seminaret vil finde sted i Balaton området i Ungarn.
Formålet med seminaret er at overkomme nogle af de problemer, som stigende stigmatisering medfører. Det kan blandt andet være racisme, racediskrimination, xenofobi og deraf følgende intolerance. Selvom det primært er rettet mod det geografisk afgrænsede Balkan område, kan danske deltagere godt få noget ud af at deltage. Her tænkes specielt på mindretalsgrupperne i landet, der oplever meget ens problematikker, som dem der findes i Balkan.
Der vil både være en undervisningsdel, hvor man bliver oplært i de forskellige begreber, der er i forhold til racisme og intolerance. Derudover vil der være en stor del af seminaret, der fokuserer på samtalen og erfaringerne de enkelte deltagere har i forbindelse med de ovennævnte emner. Her skal erfaringsudveksling medføre en fælles måde at tackle problemerne på, hvor der skal fastslås bestemte kriterier for, hvad der kan gøres.
Relevant for hvem? Seminaret er primært rettet mod unge projekt ledere samt unge, der arbejder med racisme relaterede emner i deres hverdag.
Pris 50% af rejseomkostningerne vil blive refunderet. Derudover vil man få dækket alle omkostninger i forbindelse med opholdet.
Ansøgningsfrist Sidste mulighed for at søge om deltagelse i seminaret er den 15.8.2011
Yderligere information For at læse hele invitationen tryk her
For yderligere spørgsmål kontakt IDA International på mail ida.international@europe.com eller besøg deres hjemmeside ved at trykke her
Besøg Nord Danmarks EU-Kontor i Bruxelles Nord Danmarks EU-kontor arrangerer og modtager gerne besøg. Kontoret har et omfattende internationalt netværk af beslutningstagere og embedsmænd i EU institutionerne - Rådet, Parlamentet, Kommssionen - og kan derfor arrangere møder, der tilgodeser den enkelte kundes behov.
Kontoret besidder det nødvendige AV-udstyr og har to mødelokaler med plads til ca. 20 personer i hver. Kontakt kontoret for en nærmere snak om muligheden for at besøge Bruxelles eller få besøg af Nord Danmarks EU-Kontor.
En studietur i Bruxelles med indlagt visit på Nord Danmarks EU-Kontor vil være en oplagt mulighed!
For at kontakte os send en mail til norddanmark1@aalborg.be
|